Jyderup Tekniske skole

Om Teknisk skole
Lærere
Elever
Andet for Teknisk skole
1957 okt.; Jyderup Tekniske skole fylder 50 år
Elevtallet steget stærkt - to udvidelser
Der har inden for de senest år været fejret adskillige 50 års jubilæer i Jyderup. Søndag den 27. oktober 1957 kommer turen til Jyderup Teknisk skole.
Håndværkerforeningen tog initiativet til skolens opførelse, men var ikke ene om dette, idet der i forvejen eksisterede en bestyrelse for "Teknisk skole i Jyderup". Det var faktisk en bestyrelse "uden portefølje", da man jo ikke havde nogen skolebygning, men benyttede lejede lokaler. Ingen ved, hvornår denne bestyrelse kom til at virke, eftersom den først gik i gang med at føre forhandlingsprotokol efter der den 6. august 1906 blev holdt et fællesmøde med håndværkerforeningens bestyrelse for at drøfte opførelsen af en teknisk skolebygning.
H.N. Hansen
Tømrermester H.N. Hansen
De to bestyrelse var for øvrigt omtrent "Tordenskjolds soldater", altså de sammen personer så godt som, og den kendte tømrermester H.N. Hansen var formand for dem begge.!
Forud for mødet var indhentet to tilbud om byggegrunde, det ene fra Købmand Chr. F. Jensen, det andet fra Lensgrevinde Lerches arvinger, og man fik senere et nyt tilbud fra det konsortium, der ejede den trekant, hvorpå skolen blev opført. Prisen for grunden var 1 kr. 50 øre pr. kvadratalen. Den 2. juni 1906 blev afgørelsen truffet, og den 27. oktober 1906 kunne der holdes indvielse.
Teknisk Skoles bestyrelsen bestod af tømrermester H.N. Hansen (formand), skomagermester O. Pedersen, urmager Hejlesen, maskinforhandler S. Sørensen og købmand H.P. Folkmann. Da skolen var opført, fik den imidlertid sin egen bestyrelse, og her udpegedes af Håndværkerforeningen: H.N. Hansen og S. Sørensen; af Teknisk Skoleforening: urmager Hejlesen og købmand Carl Hooge, og af Jyderup Sogneråd: Sognerådsformand Hans Jensen.
En pedelbolig blev straks indrettet på skolen, og som det første pedelpar ansattes portør Knudsen og hustru.
Den første bestyrelse
Den vigtigste opgave for den første bestyrelse var i første omgang at tilvejebringe det fornødne økonomiske grundlag, men dette voldte dog ikke særlige store vanskeligheder - tværtimod. Den samlede udgift på bygningen androg ikke mere end 13.604 kr., hvortil kom 573 kr. til inventar.
For at skaffe ekstra midler var 1. maj måned afholdt en imponerende folkefest, der gav et efter datidens forhold kæmpestort overskud, nemlig 1877 kr. Desuden blev indsamledes 1385 kr. blandt byens borgere, Jyderup Sogneråd yderligere 500 kr., Skoleforeningen 250 kr., og endelig blev der optaget to lån, et statslån på 5100 kr. og et Sparekasse lån på 5000 kr.
Indtil skolen blev færdig, have man haft lejet lokaler til undervisningen i byen, men fik nu i den nye skole fire klasseværelser, hvor der hver vinter, fra oktober til april, fem aftener om ugen med 3 timer hver gang undervistes i hvad der kaldtes for "almendannende" fag, som dansk og regning, samt i "særlige fag": fagtegning for håndværkere og bogholderi for handelslærlinge. Som lærere virkede dels Realskolens lærere, dels håndværkere og "handlende" fra byen. Således fremgår det af protokollen, og det nævnes endvidere, at der dengang var ca. 50 elever hver vinter. Det fremhæves, at dem, der har gavnet skole mest, er tømrermester H.N. Hansen og isenkræmmer H. Gylling-Folkmann.
Skolens udvidelse i 1923
Den første skolebygning, som man havde syntes var så imponerende og rummelig, blev efterhånden for lille, og i 1923 blev det nødvendigt at foretage en udvidelse med en ekstra etage, fordi man nu også havde fået en Handelsskole.
Denne udvidelse blev dyrere end det første byggeri, idet det kostede omkring 14.000 kr. I 1952 blev yderligere tilbygget toiletter bag bygningen, ligesom, der blev foretaget forskellige forbedringer. Jyderup Teknisk Skole svarer til tidens krav, og har stadig fulgt med udviklingen, og det er givet, at det ikke er nogen tilfældighed, at den fornylig blev udpeget til at være blandt de tekniske skoler uden for købstæderne, der skal fortsætte. Det kan f.eks. nævnes, at den lige oprettede bager fagskole er blevet en sådan, succes, at der nu er 37 elever alene her, og man har måtte fordele eleverne i to klasser. Derudover plejer man hver vinter at have omkring 120 elever, en bemærkelsesværdig vækst.
Nuværende bestyrelsen
Siden 1936 har tømrermester A. Christiansen været formand for Teknisk skole, men har siddet i bestyrelsen siden 1921
Den øvrige bestyrelsen består af: murermester Jørgen Petersen, murermester Axel Olsen, tømrermester J. Møller, Hjembæk, samt bankbestyrer H. Hooge fra Teknisk Skoleforening, købmand Harry Gundersen og skorstensfejemester Alfred Johansen fra Håndværkerforeningen og købmand Ove Thorsøe16b fra Jyderup Sogneråd
Lærere:
Om Malermester L.P. Hansen I 25 år var han i bestyrelsen for Tekniske Skole, og i lige så mange år skuemester ved Holbæk Amts Svendeprøvekommission1
Ifølge Kalundborg Folkeblad 26/7.1975 (Jyderup i 100 år) underviste Birkeland på Jyderup Realskole 1901- (1902)
Bagermester Emil Nielsen har været med i bestyrelsen2

1948; Thomas Vang Petersen se på et foto fra ca. 1948 (Fra Jyderup Lokalarkiv)
1952, 3. okt. - Holbæk Amts Venstreblad, side 4; Lærer Sommer Nielsena, ses også at undervise på Tekn. skole5
1954, 18. aug. - Holbæk Amts Venstreblad, side 4; Jyderup Handelsskole
Jyderup Handelsskole, ved skoleårets begyndelse er skolebestyrer Vang Petersen fratrådt som lærer og afløst af lærer Myrup, Hjembæk6

1955, 16. sep. - Kalundborg Folkeblad, side 3; Teknisk skole, lærere fra Jyderup Realskole
Lærere på Teknisk skole fra Jyderup Realskole overlærer P. Larsen, Axelholm. Desuden vil lærer Kyhnæb, Realskolen blive lærer på Handelsskolen fra 1. December7

1956 marts; Jørgen Petersen murermester faglærer Teknisk Skole fylder 65 år8

Kalundborg Folkeblad 4. april 1967, side 3+4; Muremester Axel Olsen 60 år
Kan man læse at murermester Axel Olsen dygtighed som håndværker også kom ungdommen til gode da han var lærer på Teknisk Skole, hvis formand han også var i mange år9

(1968) Ejnar Folkmann var i 25 år lærer i maskinfag ved Teknisk skole10

Snedkermester Rasmussen (Mørkøv) ses at have været med til at starte Tekn. skole
"I sin store kundekreds og blandt kolleger blev Frederik Rasmussen respekteret som en faglig dygtig og afholdt for sin venlige og reelle væremåde. Frederik Rasmussen havde en række tillidshverv, bl.a. i bestyrelsen for Håndværker- og Borgerforening og for Teknisk skole, som han var med at oprette. Lige til han og hustruen fraflyttede Mørkøv, var Frederik Rasmussen daglig medarbejder i banken for Holbæk og omegnes Mørkøv afdeling"11 (men ved ikke om det er Jyderup Tekniske skole)

1958, Kalundborg Folkeblad 3. jan. 1958, side 3; 65 år overlærer Schultz
Overlærer Johan Schultz kom i 1921 til Jyderup, hvor han blev lærer på Jyderup Kommuneskole og samtidig lærer på Teknisk Skole. Begge steder blev han meget afholdt af sine elever og har bevaret kontakten med flere af dem. Schultz afløste afdøde isenkræmmer Gylling-Folkmann som forstander på Teknisk Skole og beklædte denne stilling, indtil han, efter eget ønske, fratrådte for et års tid siden og blev efterfulgt af forstander Weinell18

1958, Kalundborg Folkeblad 12. marts 1958, side 4; Dødsfald murermester
Murermester Marius Madsen var medstifter af Teknisk Skole i Jyderup og skolens forstander i en halv snes år. I godt 33 år var han Tegnelærer på Tekniske skole19

1959, Kalundborg Folkeblad 9. januar 1959, side 3; Færre elever på Dagskolen
Indmeldelserne til Dagskolen for Bygnings-Håndværkerlærlinge på Teknisk Skole i Jyderup er nu sluttet. Der tilmeldte sig kun 12 elever mod 20 i fjor. Den gang var der dog også 3 årselever med, i år kun 1, og 2 års elever.
Det er dog muligt, siger forstander Weinell, at der vil komme endnu et par forsinkede elever. Imidlertid regnes der kun med en klasse. Lærere bliver murermester Axel Olsen, fabrikant Gerling Jensen og lærer Erik Kyhnæb (fra Jyderup Realskole 1954-1959)20

1959, Kalundborg Folkeblad 25. feb. 1959, side 3; "Nej" som skolekomedie
Eleverne på Jyderup Tekniske skole har under instruktion af lærer Kyhnæb indøvet Vaudevillen: "NEJ", som i morgen aften vil blive opført ved en fest på hotel Skarridsø. Elevernes forældre, lærermestre, lærerne m.fl. er indbudte til festen. Personlisten ser således ud: Finn Nielsen (Student Hammer), Aage Hørkilde (Onkelen), Elsa Olsen (Sofie og Alvin Madsen (Klokker Link). Lis Francks Orkester spiller til dans21

1959, Kalundborg Folkeblad 27. feb. 1959, side 3; Succes for "NEJ"
Jyderup Handels- og Tekniske Skole havde i aftes indbudt elever, deres forældre og lærermester. Lærerpersonalet m.fl. til en festaften på hotel Skarridsø.
Forstander Weinell bød velkommen til de ca. 200 deltagere, hvorefter tæppet gik for Johanne Louise Heibergs fornøjelige komedie "NEJ". Under instruktion af lærer Kyhnæb havde de 4 aktører, Finn Nielsen, Aage Hørkilde, Elsa Olsen og Alvin Madsen, fået et godt tag på rollerne, som hhv. student Hammer, onkelen, Sofie og klokker link.
Publikum belønnede de optrædende med klapsalver og fremkaldelser. Den vellykkede aften sluttede med dans til Lis Francks orkester22

Elever:
Fra Holbæk amts venstreblad den 15. oktober 1951 kan man læse at H. Gylling Folkmann var den første elev der blev indskrevet på Jyderup Tekniske skole. (Jyderup Tekniske skoles 50 år jubilæum) Samt at han var forstander for Jyderup Tekniske skole fra 1914 til 1946 (og i 1951 næstformand for JTS)3

1951, 15. okt. - HAV, side 3; Jyderup Tekniske skoles første elev og mangeårige forstander hyldet.
Smuk fest med mange gaver til den jubilerende skoleforening
Jyderup tekniske skoleforening fejrede i går på hotel Skarridsø 50 års jubilæum på dagen, hvor de første elever begyndte på skolen for et halvt århundrede siden. Det blev en meget smuk fest med mange hyldestord og gaver til skoleforeningen, som i alt fik 775 kr. og tre smukke blomsterdekorationer. De varmeste takke ord lød til isenkræmmer H. Gylling-Folkmann, som var den første elev, der blev indskrevet på skolen, og senere blev en af de mest betydningsfulde mænd i skolens historie. Han var forstander fra 1914 til 1946 og er nu næstformand i bestyrelsen.
Byen var flagsmykke fra morgenstunden og om aftenen samledes henimod 300 mennesker ved lange kaffeborde i hotellets sal og på terrassen. Formanden tømrermester A. Christiansen, Jyderup, bød velkommen, og senere gav han en oversigt over de forløbne år. Foreningen er noget af et særsyn selv i det foreningsglade Danmark, sagde han, for de fleste steder drives teknisk skole af håndværkerforeninger, men en sådan fandtes ikke i Jyderup, da nogle mennesker for 50 år siden blev klar over, at der måtte gøres noget for håndværkerungdommen. En kreds af håndværkere og handlende oprettede derfor denne skoleforening. Sjælen i arbejdet var afdøde tømrermester H.N. Hansen med god støtte fra urmager Hejlesen, Haage og maskinfabrikant Sørensen, Jyderup samt gdr. Jensen, Tornved. Mange andre navne dukker frem ved denne lejlighed, f.eks. afdøde købmand Chr. F. Jensen, som skænkede byggegrunden, købmand Scharling, hotelejer Schmidt og købmand H.P. Folkmann.
De mænd, der løste opgaven, var fremsynede og fik gjort det på en god måde. De økonomiske grundlag skabte de ved en folkefest, der gav 2000 kr.
Flidspræmier til tre elever
Elevtallet voksede støt og jævnt, og i 1922 blev bestyrelsen enige om, at der måtte sættes en etage mere på skolen, efter at den havde fået en særlig afdeling for handelens unge. I de senere år har elevtallet svinget mellem 110 og 125. Skolens forstandere har været kommunelærer Sørensen, murermester Madsen, H. Gylling-Folkmann og fra 1946 forstander Schultz. Den nuværende bestyrelsen består af H. Gylling-Folkmann, købmand Thorsøe, murermester Jørgen Petersen, tømrermester Møller, bagermester Nielsen og frugthandler Viggo Olsen.
Formanden rettede en særlig tak til Gylling-Folkmann, for hvem han udbragte et leve. I øvrigt takkede han til alle sider for god forståelse og velvilje gennem årene.
Efter kaffepausen uddelte forstander Schultz flidspræmier til tre elever: Frede Andersen (hos tømrermester Møller, Hjembæk), Arne Jensen (installatør C.A. Jensen, Jyderup) og Børge Olsen (Zacharias Nielsen, Snertinge), hvorefter han takkede lærere, pedel og bestyrelse for godt samarbejde.
Eleverne bør udnytte tiden
Mange ønskede at hylde foreningen i dagen anledning. Sognerådsformand Emil Nielsen, Jyderup bragte hilsen fra sognerådet og indprentede elverne at udnytte tiden på skolen, så de kunne gå ud i livet som dygtige mennesker.
Sognerådsformand Chr. Jørgensen motiverede et leve for teknisk skole, nuværende og tidligere forstander og bestyrelser.
Bankbestyrer Hooge, Jyderup takkede på Jyderup turistforenings vegne for godt samarbejde og gav løfte om støtte fra turistforeningen, hvis det blev vanskeligt at løse spørgsmålet om forbedring af toilet forholdene ved skolen. I øvrigt talte han til de unge om deres ansvar overfor landets fremtid og udbragte et leve for Danmark.
Formanden for Holbæk amts bygningshåndværkerforening, tømrermester Ingemann Hansen, Hagested, takkede for godt samarbejde og håbede, at skoleforeningen i tiden fremover måtte gå i samme gode spor som hidtil.
Førstelærer Viggo Ougaard, Svinninge, bragte hilsen fra Svinninge tekniske skole og motiverede et leve for H. Gylling-Folkmann og forstander Schultz.
Mange gaver
Fabrikant Østergaard takkede på Jyderup håndværker og handelsforenings vegne for arbejdet i de 50 år og udbragte et leve for foreningen adresseret til formanden.
Købmand Gundersen bragte hilsen fra købmandsforeningen for Jyderup og omegn.
Isenkræmmer H. Gylling-Folkmann takkede for de smukke ord, der var sagt ham personligt og talte i øvrigt for damerne, som også fik hurraråb.
Derefter takkede formanden for gaver, ord og lykønskninger. Der var pengegaver fra Jyderup sogneråd, Holbæk amts bygningshåndværkerforening, Jyderup turistforening, Svinninge tekniske skole, købmand Gundersen, boghandler Søvndal Petersen og blomsterdekorationer fra Mørkøv håndværker-og borgerforening og teknisk skole, købmandsforeningen for Jyderup og omegn og H. Gylling-Folkmann & Søn.
Efter denne officielle del af festen blev salen ryddet til dans.

Andet
I 1916 da hotel Skarridsø nedbrændte, lejede daværende hotelejer Asmus Schmidt sig ind på Teknisk skole mens oprydningsarbejdet stod på12

Kalundborg Folkeblad 4. okt. 1955, side 3; Hvem vil låne Lotterne et lokale
Teknisk Skole i Jyderup er hidtil blevet benyttet af Jyderup Lottekorps, hvilket Lottekorpset er meget taknemlig for. Korpset har dog brug for plads og har lokaler hos Fru Ebdrup i Svebølle4

1952 17. april HAV, side 4; Tilbygning til teknisk skole i gang snarest
En tredjedel af udgifterne dækkes af statslån
Teknisk skole har længe haft brug for en tilbygning med vaskerum og toiletter. I et bestyrelsesmøde forleden vedtoges det at rette en henvendelse til statens tilsyn med håndværkerundervisningen om økonomisk støtte. Tilbygningen vil koste 17.000 kr. I går fik teknisk skoleforenings formand, tømrermester A. Christiansen, svar i form af en opfordring til at forhandle med tilsynets konsulent i byggesager, arkitekt Viggo Jacobsen, samt et halvt løfte om at staten ved lån vil dække en tredjedel af udgifterne.
Der vil snart blive rettet henvendelse til arkitekten, og man venter, at arbejdet vil kunne begyndes umiddelbart derefter13

1956, Kalundborg Folkeblad 28. aug. 1956, side 3; Regnskabskursus
Købmandsforeningen for Jyderup og Omegn har ved formanden, købmand Harry Gundersen, ansøgt Teknisk Skoleforening om tilladelse til at låne lokaler til et regnskabskursus, som foreningen agter af afholde. Tilladelsen er givet - Kurset vil strække sig over 2 aftener14

1956, Kalundborg Folkeblad 17. nov. 1956, side 3+4; Ny kontakt - idé lanceres
Hyggeaftener for elever og lærere på Teknisk skole og handelsskolen
Forstander Weinell har sammen med bestyrelsen for Jyderup Teknisk Skole og handelsskolen besluttet at lancere en ny idé for at kontakte skolens elever og lærerstab indenfor det mere kammeratlige samvær. Når der slides rent undervisningsmæssigt hver dag, kan det også være sundt at kunne hygge sig samme, og man indbyder derfor til hyggeaftener nogle gange i vinterens løb. Den første hyggeaften holdes onsdag den 21. ds. i salen på Jyderup Konditori.
Programmet bliver ret omfattende. Der indledes med et foredrag om Albert Schweeitzer ved magister Frede Pullich. Desuden bliver der kaffebord, underholdning, sketch, oplæsning, præmiekonkurrencer, tryllekunst og amerikansk lotteri. Sammenkomsten slutter med en svingom15

1957, Kalundborg Folkeblad 28. okt. 1957, side 3; Jyderup Teknisk Skoleforening opretter fond - på jubilæumsdagen
Jyderup Teknisk Skole fejrede i går sit 50 års jubilæum under stilfærdige former. Teknisk skoles bestyrelse med formanden tømrermester A. Christiansen, samledes til en kort reception på Teknisk Skole og modtog lykønskninger og blomsterhilsner.
Bestyrelsen vedtog, at man i dagens anledning oprettede et vedligeholdelsesfond, og man vil nu prøve at tilvejebringe midlerne ved frivillige bidrag fra skolens venner. Bestyrelsen nedlage endvidere blomster foran mindestenen for den første formand tømrermester H.N. Hansen17

1960, Kalundborg Folkeblad feb. 1960; Elevfest
Der arrangeres på torsdag elevfest på Jyderup Konditori for elever på Jyderup Handelsskole og Tekniske Skole23

1960, Kalundborg Folkeblad 31. august 1960, side 3; Harry Gundersen form. Teknisk Skole
Murermester Axel Olsen afløser tømrermester A. Christiansen som formand
- Kun to formænd i 59 år!
Jyderup teknisk skoleforening havde i aftes generalforsamling. Da formanden, tømrermester A. Christiansen, var fraværende på grund af sygdom, aflagde næstformanden, murermester Axel Olsen beretning og oplæste skolens regnskab, der balancerede med kr. 57.234 og viste et overskud på kr. 912
Skolens fungerende forstander, Harry Gundersen, aflagde beretning om skolens virksomhed.

Generalforsamlingen valgte enstemmigt murermester Axel Olsen som ny formand.
Skolens hidtidige forstander, skolebestyrer N. F. Weinell havde fra juni bedt sig fritaget for hvervet som forstander, og bestyrelsen havde i tiden siden konstitueret Harry Gundersen som forstander. På et bestyrelsesmøde forud for generalforsamlingen vedtog man at antage Harry Gundersen som forstander24

1962, Kalundborg Folkeblad 22. okt. 1962, side 3; Pedel på tekn. skole
Bestyrelsen for Jyderup Tekniske skole har nu blandt 6 ansøgere antaget arbejdsmand Erik Jensen, Nyvej, som pedel.
Ægteparret Ebba og Holger Jørgensen, der nu på grund af fru Jørgensens sygdom trækker sig tilbage, har i de ca. 32 år, de på eksemplarisk vis har varetaget hvervet som værtspar på skolen, gjort sig uhyre afholdte og populære hos såvel bestyrelsen som hos de mange elever, der vinteren igennem besøger skolen, og ikke mindst har fru Jørgensen på enestående opofrende måde passet vandrehjemmet, der har til huse i skolens lokaler25

1961, Kalundborg Folkeblad 21. marts 1961, side 4; 60 år
En afholdt og venlig dame, fru Ebba Jørgensen, Teknisk Skole, Jyderup, fylder tirsdag den 28 marts 1961, 60 år.
Fru Jørgensen er datter af afdøde lærer Jespersen, Holmstrup skole, og hendes mor - overfor hvem fru Jørgensen er meget hjælpsom - bor på Ny Kirkevej i Jyderup.
I ca. 30 år har fru Jørgensen og hendes mand Holger Jørgensen, været pedelpar på Teknisk Skole og bestyrerpar for Jyderup vandrehjem. Begge stillinger beklædes med trofasthed og interesse, og de gør begge et stort arbejde, som er værdsat af ledelse. I det daglige er det hovedsagelig fru Jørgensen, der må tage sig af opgaverne, og hun gør det på dygtig og pligtopfyldende måde. Ikke mindst indenfor vandrelauget har hun vundet utallige venner, fordi hun altid er sød og venlig, er parat til at gøre andre en tjeneste.
I sit hjem er fru Jørgensen en gæstfri og flittig husmor, og her fik ægteparrets to døtre et harmonisk barndomshjem. Den ene datter er telefonistinde fru Karen Mortensen, Slagelsevej, den anden datter bor i København.
Mange vil sikkert benytte lejligheden til at sende den populære fødselar en hilsen på den runde fødselsdag26

1962, Kalundborg Folkeblad 26. juli 1962, side 3; Vandrehjemmet lukket
Jyderup vandrerhjem, der har til huse på Teknisk skole, har måttet lukke midt i sæsonen, idet man på trods af ihærdig søgen ikke har kunnet finde en afløser for hjemmets mangeårige bestyrerinde, fru Ebba Jørgensen, der på grund af sygdom har måttet sige fra27

1964, Kalundborg Folkeblad 2. juni 1964, side 3; Børnekonfektion startet på Teknisk Skole.
10 damer begyndte i går.
Det nyeste skud på Jyderups erhvervsliv, brdr. Jensens børnekonfektion, startede i går i lokalerne på Jyderup Tekniske skole, hvor firmaet foreløbig har fået husly.
Direktrice, fru Nielsen, der er leder af såvel afdelingen her som den i Lille Værløse, satte i går de 10 nyansatte damer ind i arbejdsgangen, og for nogles vedkommende går der en tid med oplæring.
Som navnet siger, er det børnetøj, man forarbejder, og stofferne kommer tilskåret fra Lille Værløse, således at man ikke skal have tilskærer i Jyderup.
Når de 10 damer er faldet lidt til på systuen, er det meningen, at man vil antage nogle stykker mere, pladsen til flere maskiner har man, og der er rigeligt brug for alt det, der kan fremstilles28

1965, Kalundborg Folkeblad 22. sep. 1965, side 3; Plan om køb af Teknisk skole til almene formål
Turistforeningen i Jyderup tager initiativ til bevarelse af Teknisk skole og forelægger sognerådet en vidtgående plan - Fremtidig center?
Står det til turistforeningen i Jyderup, vil Teknisk skole stadig komme til at tjene almene formål fremover, selvom dens funktion som teknisk skole ophører om et par år.
Det er turistforeningens formand H. Hooge, der har givet udkat til en ide, som bl.a. indeholder køb af skolebygningen, og som han nu vil søge at vække byens øvrige organisationer interesse for29

1965, Kalundborg Folkeblad 20. nov. 1965, side 3; Fond for håndværkere fra salg af tekn. skole
Teknisk Skoleforening i Jyderup ejer af Teknisk Skole, som interesserede nu vil søge bevaret til vandrehjem, lejrskole, fritidsklub og muligvis anvendelse for husmoderforeningen. Turistforeningens formand H. Hooge, oplyste ved generalforsamlingen, at der ved de forhandlinger, man har ført med Teknisk Skoleforening, er blevet nævnt, at salgssummens overskud sandsynligvis kan indsættes på et fond for unge håndværkeres uddannelse, muligvis i forbindelse med kulturelle formål.
Forhandlingerne har været ført med forstander Harry Gundersen og foreningens formand, tømrermester A. Christiansen, som var gået ind for salg til den omtale anvendelse, og det menes, på grundlag af forhåndsoplysninger, at ministeriet vil stille sig velvilligt.
Turistforeningen, som står for vandrehjemmets ledelse, kan naturligvis ikke ene magte opgaven, men vil kontakte sognerådet, håndværker- og handelsforeningen, forskønnelsesforeningen og muligvis andre foreninger eller private, der måtte være interesseret i at bevare bygningen, bl.a. har der været forslag om at udbyde aktier 30

1965, Kalundborg Folkeblad 26. nov. 1965, side 3; Tekn. skole rettelse (formanden)
I et par referater vedr. forhandling med Turistforening om køb af Tekn. Skole er tømrermester A. Christiansen blevet omtalt som formand for Teknisk Skoleforening
Christiansen er imidlertid den tidligere formand, og han blev for nogle år siden efterfulgt af murermester murermester Axel Olsen, Fuglsangsvej, der stadig er formand31

JyderupJyderup Handelsskole fylder 60 år - og lukker

1968, Kalundborg Folkeblad 6. juni 1968, side 6; Rutebilstationen lukker igen
1967, Kalundborg Folkeblad 11. juli 1967, side 3; Skal Tekn. skole sælges? (ikke medtaget artiklen)
1968, Kalundborg Folkeblad 2. okt. 1968, side 6; Pompøs bygning uden formål - ?
Vandrerhjemmet nedlægges. (ikke medtaget artiklen)
1968, Kalundborg Folkeblad 23. nov. 1968, side 6; Tekn. skole til salg (ikke medtaget artiklen)

1970, Kalundborg Folkeblad 6. feb. 1970, side 6; Teknisk skole - rutebilstationen
Til dirigent valgtes sognerådsmedlem Emil Nielsen (Jyderup sogneråd repræsenteret ved fire medlemmer)
I sin beretning nævnede formanden fra årets start, at der var indgået lejemål med arbejdsformidling på Teknisk skole, hvor der var ofret 6.000 kr. på at indlægge fjernvarme i en del af bygningen. Der var optaget lån i bygningen p 60.000 kr. der skulle have været investeret betydeligt, hvis bygningen skulle forblive i foreningens eje, og der var sanktion til at sælge til Jyderup Realskole for 95.000 kr. Man havde brugt skolen til ungdomsborg men igen, udover ulveungerne havde udtrykt ønske om at benytte bygningen. Ved salget blev der, som omtalt bevilget 25.000 kr. til Ellebjerg Svømmebad.
Rutebilstationen havde holdt flyttedag, og der var sekt det glædelige, at fru Islin Larsen, Esso, havde påtaget sig at bestyre den. Den nye ordning fungerer til alles tilfredshed32

1970, Kalundborg Folkeblad 19. nov. 1970, side 6; Ungdomsskole på teknisk skole
Jyderup Ungdomsklub har lejet del af Teknisk skole33

Teknisk skole; 1971, Kalundborg Folkeblad 28. maj 1971, side 6; Jyderup Tekniske skole
Den anden oktober 1901 samledes om aftenen en initiativrig ungdom fra Jyderup og omegn på den gamle kommuneskole af 1858. Her påbegyndtes teknisk skole, handelsskole og almindelig aftenskole.
Den første aften mødte i teknisk skole 11 svende (de følte vel at deres teoretiske uddannelse var mangelfuld) og 16 lærlinge. I handelsskolen blev indskrevet 5 elever og aftenskolen begyndte med 8 elever.
Mestrene betalte 2 kr., og elverne 1,50 kr. pr. måned.
Lærerlønnen var 1,50 kr. pr. time.
Skolens forstander var lærer Sørensen, kommuneskolen. andre lærere var murermester Marius Madsen, skovrider Møller, Tornved og kommunelærer Marke.
Men
Hvem stod bag dette friske private skoleinitiativ: Den 27. juli 1901 stiftedes Jyderup Tekniske skoleforening.
Maskinfabrikant S. Sørensen talte med H. N. Hansen, og de blev enige om at Jyderup i høj grad trængte til en teknisk skole, så de unge ikke skulle rejse til Holbæk for at få en uddannelse. Købmand Carl Hooge, bagermester Poulsen og urmager Hejlesen sluttede sig til disse tanker, og den første bestyrelse for teknisk skoleforening blev dannet. H. N. Hansen blev valgt til formand, og han beklædte denne post i 25 år.
Der var ikke langt fra snak til handling, og allerede den 2. oktober begyndte skolen, som skildret ovenfor.
Den 1. januar 1903 flyttede skolen fra den gamle kommuneskole til lokaler i forsamlingsbygningen på Drivsaatvejen (der hvor der nu er missionshus), og her gik teknisk skole sin støtte gang indtil sommeren 1907.
Men H. N. Hansen og bestyrelsen arbejde utrætteligt og uegennyttigt videre for at skaffe ungdommen gode undervisningsforhold, særligt ønskede man at rykke ind i egen bolig, men for at dette kunne ske, måtte borgerne lære at løfte i flok.
Den 16. februar 1906
stiftedes Jyderup Håndværker- og Industriforening og denne forening blev på mange måder en støtteforening for teknisk skoleforening, indtil denne fik lidt hold på tingene.
Initiativet kom fra et 14 mands udvalg, der bestod af følgende tømrermester H. N. Hansen, urmager Hejlesen, købmand H. P. Folkmann, maskinfabrikant S. Sørensen, bagermester Johs. Poulsen, kreaturhandler J. P. Jensen, slagtermester Jul Jensen, blikkenslagermester H. P. Sørensen, malermester Johs. Christensen, hotelejer Schmidt, ølhandler H. C. Jensen, malermester I. P. Hansen, tømrermester Aug. Nielsen og købmand Engel.
Den aften foreningen stiftedes var der 37 tilstede, og de meldte sig alle ind i Håndværker- og Industriforeningen. H. N. Hansen blev valgt til formand, og bestyrelsen kom til at bestå af maskinfabrikant Sørensen, urmager Hejlesen, skomager O. Pedersen, købmand H. P. Folkmann, bagermester Johs. Poulsen og sagfører Olsen.
Men der skulle penge i kassen for at:
Synerne og ideerne
kunne blive til virkelighed, og synerne var: En teknisk skole i Jyderup til ungdommen og en håndværkerstiftelse til de gamle, men H. N. Hansen og hans bestyrelse var ikke rådvild. Af købmand Chr. F. Jensen fik de en grund til skolen. Man oprettede varelotteri, over tog tombolaen ved de store dyrskuer, opførte dilettantkomedier, og samledes til fagenes fest i "Præsteskoven" nu Drivsaatskoven osv.
Den 27. oktober 1907 indvies Jyderup Tekniske skole, og den 1. november får elevernes deres første lektion i de nye undervisningslokaler. I 1911 byggedes håndværkerstiftelsen, og alligevel havde Håndværker- og Industriforeningen 1916 med sine 83 medlemmer skabt sig en formue på 15.543 kr.
Det var arkitekt Olsen, Holbæk, og murermestrene M. Madsen og Jensen, der byggede Jyderup Tekniske skole, H. N. Hansen udførte tømrerarbejdet. Håndværkerstiftelsens arkitekt var derimod Adam Møller, Ramsherred. De mænd, som ofrede deres tid og kræfter for Teknisk Skoleforening, var som før nævnte H. N. Hansen, senere valgtes tømrermester A. Christiansen som formand, og han blev i 1960 afløst af murermester Axel Olsen
Forstandere
Forstander var i rækkefølge
lærer Sørensen 1901-1904, murermester Marius Madsen 1904-1915, isenkræmmer H. P. Folkmann 1915, lærer Johan Schultz 1956, Realskolebestyrer Weinell og købmand Harry Gundersen. skolen gik godt, og elevantallet steg, derfor måtte man omkring 1917 gå til en udvidelse af Teknisk skole. Skolen fik en overbygning mansard, og herved blev der plads til to nye undervisningslokaler. Senere i 1952 skete der igen en tilbygning for at ordne skolens toiletforhold34

1971, Kalundborg Folkeblad 29. maj 1971, side 6; Jyderup Tekniske skole II (Ikke JR) 1 billede, ikke hele artiklen
(samme som det vi har af Th. Vang Petersen fra 1942)
Lærerstaben omkring 1948. Bageste række Overlærer Ths. Vang Petersen, ingeniør Johan Tüchsen,
lærer K. Klausen, bogholder H.K. Pedersen, murermester Aksel Olsen, og repræsentant Vald. Gybel
Jensen. Forreste række: bankkasserer Harry Gundersen, lærer Johan Schultz
Isenkræmmer Gylling-Folkmann, bogholder Aage Sørensen og murermester Jørgen Pedersen. I for-
bindelse med 2. del af Jyderup Tekniske Skoles historie, har bibliotekar Vilh, Rørbech tilstillet os
ovenstående billede, der afgjort vil interesserer mange. Syv af disse Jyderup borgere bor her stadig.
I midten af 1950'erne:
Handelsskolen har 58 elever og Teknisk skole 64 elever og Bageriskolen 45 elever.
Eleverne betaler 12-15 kr. pr. måned.
H. N. Hansen færdes meget rundt i amtet, og da han fik færten af, at det trak op til en bageriskole, sørgede han for, at Jyderup Tekniske skole blev stedet hvor det foregik. Bageriskolen begyndte allerede i fyrrene og gentoges nogle år senere. Der var både 1., 2., og 3 kl. i alt 45 elever. Den teoretiske undervisning foregik på Teknisk Skole, og den praktiske oplæring fandt sted på brødfabrikken "Hygæå", og her var det bagermestrene Johs. Nielsen og E. Madsen, Ruds Vedby, der førte an.
Teknisk skole afholdte i vintrenes løb nogle hyggeaftener med foredrag, lysbilleder og dans, og til afslutningsfesten, hvor der blev uddelt præmier, blev indbudt eleverne med pårørende, principalerne og lærerne.
Endelig må det nævnes, at Turistforeningen sammen med "Herbergsringen", i sommeren 1942, oprettede vandrehjem på Teknisk skole. Vi kigger lidt i protokollerne og de viser , at i et af krigsårene var antallet af danske vandrere, der overnattede i Jyderup på Teknisk skole 871, og udenlandske vandrere 109.
Men nu begyndte mørke skyer at trække op over de tekniske skoler. De nye tanker, der gør sig gældende, går ud på, at ungdommen skal samles på store centralskoler i købstæderne og her få deres uddannelse, men Jyderup Tekniske Skole fik endnu lov at bestå i 8 år, som forskole for håndværker og handelsuddannelse 1. og 2 kl. og nu kom dagskolen ind i billedet.
Uret var dog faldet i slag. Det var med et vist vemod at vi i 1961 konstaterede, at Jyderup Tekniske Skole ikke var mere Handelsskolen fik lov at leve til 1967.
Når bilerne en vinter aften fra Nykøbing landevejen jog ind mod Jyderup, så kunne de ved indkørslen ikke undgå at få Jyderup Tekniske Skole i lys spektret. Bygningen lå oplyst fra kælder til kvist, og lokalerne var fyldt med initiativrig ungdom fra Jyderup og omegn. Kunne en ny ønske sig et smukkere vartegn? Vilh. Rørbech35

1969, Kalundborg Folkeblad 10. nov. 1969, side 6; Jyderup Realskole tilbyder at købe Tekn. skole
Tilbud fra Realskole - Kollegiet
Jyderup Håndværker- og Handelsforening har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 18. november på Jyderup Konditori, hvor der skal tages stilling til salg af Teknisk Skole36

Der foreligger et konkret bud fra Jyderup Realskole, der vil anvende bygning til bolig for kollegieelever, samt til skolekøkken for det stærkt voksende antal elever.
Salget og tilbuddet forelægges for medlemmerne til afgørelse, ligesom anvendelsen af overskuddet skal drøftes. Det er i forvejen vedtaget og omtalt at 50.000 kr. går til Ellebjerg Svømmebad. Bestyrelsen henstiller, at alle medlemmer møder op, da dagen har stor betydning for foreningen og byen37

1969, Kalundborg Folkeblad 19. nov. 1969, side 6; Teknisk Skole solgt til Jyderup Realskole
Jyderup Håndværker- og Handelsforening vedtog på en ekstraordinær generalforsamling i aftes på Jyderup Konditori enstemmigt at sælge Teknisk skole til Jyderup Realskole for 95.000 kr. til overdragelse 11. december 1969. Salget er betinget af undervisningsministeriets godkendelse.
Foreningens formand, depotindehaver Camillus Schmidt, omtalte salget af to byggegrunde ved foreningens stiftelse, der havde givet 25.ooo kr. Disse penge var bestyrelsen bemyndiget til at bruge til et formål til gavn for byen som helhed. Da Teknisk Skole ophørte med virksomheden erhvervede foreningen skolen for den favorable pris af 50.000 kr. Man havde håbet at kunne skabe et ungdomscenter eller kulturhus. Men dette havde vist sig helt umuligt. Der ville blive talt om alt for stor investeringer, og der syntes også at være for ringe interesse for sagen.
Det havde også vist sig vanskeligt at leje lokalerne ud. Det nye arbejdsformidlingskontor var dog blevet lejer for en årlig husleje på 6000 kr., således at teknisk skole har kunnet hvil i sig selv.
Tilbud fra Realskolen.
For et halvt års tid siden fik man henvendelse fra Jyderup Realskole, der ville leje hele bygningen, som man kunne anvende til en række fagklasser, men et lejemål var umuligt, da der skulle investeres ret store beløb i om bygning og modernisering. Derfor tilbød Realskolen at købe bygningen og efter forhandlinger fremsendtes et forslag, der lød på kr. 95.000 kr. hvor 15.000 kr. udbetales ved skødets underskrift, der udstedes et pantebrev på 20.000 kr. og man overtager Håndværker- og Handelsforeningens lån på 60.000 kr. over 20 år.
Forstander Harry Gundersen, Teknisk Skoleforening, der i sin tid solgte skolen til Håndværker- og Handelsforeningen, udtrykte sin tilfredshed med denne udvikling. Formålet, forsat undervisning i skolen, er hermed opfyldt.

25.000 kr. til svømmebadet.
Som et tillægspunkt drøftedes derefter et tilskud til det kommende Ellebjerg Svømmebad. Der var hos medlemmerne enighed om, at det var en sag. Håndværker- og Handelsforeningen til fulde måtte støtte. Flere forslag blev drøftet, men slutteligt enedes men om at yde 25.000 kr., til svømmebadet.
Da Teknisk Skoleforening i sin tid solgte skolen til Håndværker- og Handelsforeningen for 50.000 kr., vedtoges det også at skænke dette beløb til svømmebadet38

1973, Kalundborg Folkeblad 29. april 1973, side 6; Teknisk skole i Jyderup istandsættes langs frem
I en skrivelse til kommunalbestyrelsen for Jyderup Ungdomsklub, fru Ina Bro-Jørgensen forespurgt om, hvornår lokalerne i teknisk skole bliver istandsat.
Samtidig anmodes om, at lokalerne, som i øjeblikket benyttes af Arbejdsformidlingen, må inddrages for ungdomsskolen ved lejemålets ophør
Kommunalbestyrelsen behandlede sagen i aftes, og her pegede kulturelt udvalg på følgende muligheder.
1. De nødvendige reparationer, som er anslået til 100-135.000 kr. foretages
2. Salg af ejendommen og anskaffelse af andre lokaler til brug for ungdomsklub
Der udspandt sig en kort debat om spørgsmålet. Buchart Petersen mente man burde indhente et tilbud på bygningen, og købe noget andet til ungdomsklubben, da han fandt der aldrig ville blive ordentlige forhold til de unge.
30-40 medlemmer
Bro-Jørgensen; Om en ungdomsklub er en døgnflue er svær at sige. Man må ikke regne med der er hverken 80 eller 100 medlemmer. Der er 30-40 faste medlemmer samt en del løse. Men bygningen trænger til flere istandsættelser. For det første skal taget udskiftes, nogle skillerum flyttes, og toiletterne sættes i stand. Det er ting de unge ikke selv magter. Men maling og indretning vil mange gerne tage sig af. De unge mennesker er godt tilfreds med bygningen.
Kommunalbestyrelsen var ret positivt indstillet overfor ungdomsklubbens arbejde, og det vedtoges at Arbejdsformidlingens lokaler overføres til ungdomsklubben, men også at der indhentes tilbud på istandsættelse af taget samt de øvrige reparationer der måtte være at foretage. Udbedringer vil så kunne ske langs frem39

1975, Kalundborg Folkeblad 4. apr. 1975, side 7; Tekn. skole sælges
Tornved kommunalbestyrelse har på sit lukkede møde vedtaget at sælge Teknisk skole i Jyderup, hvor ungdomsklubben har til huse. Ejendommen er overdraget til ejendomshandler Benny Greve, Degnehuse, i kommission40
Kroejer Chr. Petersen,
Jyderup har længe været i bekneb for hotelværelser. Siden hotel Skarridsø blev omdannet til plejehjem, har det så at sige ikke været muligt for fremmede at indlogere sig i Jyderup. Det rådes der nu bod på ved indretningen af "Jyderup Hotel Garni". I marts måned overtog restauratør Chr. Petersen, Jyderup Kro, som han straks gik i gang med at modernisere og restaurere. Men har var der ikke værelser for overnatning, og utallige gange har vi måtte henvise til andre siger Chr. Petersen.
Den 1. august i år købte Chr. Petersen Teknisk skole i Jyderup af Tornved kommune, og her har Chr. Petersen
Nu besluttet at indrette 11 hotelværelser. Samtlige tegninger er udfærdiget, byggetilladelserne er i orden, og arbejdet vil blive påbegyndt om nogle få dage, og ventes at ville kunne afsluttes hen i foråret.
Garni 1975
1975, Kalundborg Folkeblad 1. nov. 1975, side 10; Hotel Garnie
Garni 1975Projekt til 250.000 kr.
Det er arkitekt Holger Pedersen, Korsør, der har udfærdiget tegningerne til restaureringen og ombygningen af Teknisk skole. Projektet vil komme til at koste omkring 250.000 kr. oplyser Chr. Petersen. i forbindelse med byggeriet må der opføres en ny brandtrappe på bagsiden af bygningen, og hvorfra der bliver afgang med altaner for såvel 1., som 2. sal.
I stueetagen bliver foruden hall, og reception, to store dobbelte værelser, samt en restauration med plads til omkring 30 mennesker, hvor der vil kunne serveres morgenkomplet og lignende for gæsterne på hotellet. Restaurationslokalet udstyres også med fjernsyn, så der bliver tale om en slags opholdsstue. På 1. sal bliver der tre dobbelte værelser og to enkelte værelser, mens der på 2. sal bliver fire enkelte værelser. På alle etager bliver der toiletter og bad.
Videre kan det oplyses, at samtlige lokaler udstyres med dejlige tæpper. Videre udstyres alle 11 værelser med el kogeplader, så gæsterne selv kan kokkerere i mindre stil.
Køkkenkapaciteten på 1. sal er som nævnt kun beregnet for morgenkomplet og en kop kaffe41

1976, Kalundborg Folkeblad 13. maj 1976, side 7; Jyderup Kro (ikke JR, tror det vedr. Tekn. skole - men er ikke sikker)
Kroejer Chr. Petersen, Jyderup, har pr. 1. maj 1976 bortforpagtet kroen til Erik og Vilna Severinsen, Glostrup.
Det nye værtspar forestår i første omgang selve kroens drift, således at fruen varetager arbejdet i køkkenet, mens Severinsen selv, forestår den daglige servering. Der er tale om en 5 årig forpagtning, med forkøbsret inden for de to første år. I forbindelse med overtagelsen skal Chr. Petersen sørge for en gennemgribende modernisering af køkkenet, som foreskrevet af sundhedsmyndighederne. Dette skal ske inden 1. august. Det nye værtspar har forskellige planer, specielt vil man stile mod mere aktivitet i salen, men man vil gerne have køkkenet i orden først. Videre finder man, at der i Jyderup er mangel for et sted, hvor faste pensionærer kan købe deres daglige mad, og det vil der også blive satset på. Endelig vil der i krostuen blive opstillet en ny køledisk.
Det er et længe næret ønske, Erik og Vilna Severingsen, de har altid ønsket sig en restauration eller bodega, og da chancen i Jyderup bød sig, slog de straks til42

1977, Holbæk Amts Venstreblad 18. okt. 1977, side 10; Garni
Ejeren tavs om Jyderup kro, kroen har været lukket mere end to uger
Kroen har været lukket siden 1. oktober 1977, da forpagter Erik Severinsens forpagtningskontrakt med Chr. Pedersen udløb. I denne forpagtningsperiode på et år truede sundhedsmyndighederne gentagen gang med at lukke Jyderup kro på grund af bl.a. de aldeles uacceptable køkkenforhold og flere af de sanitære installationer. Lukningen blev dog aldrig effektueret, for hver gang myndighederne rørte sig, lovede Chr. Pedersen, at forholdene skulle blive rettet43

1977, Holbæk Amts Venstreblad 6. nov. 1977, side 15; Hotel Garni solgt
Tømmerformand fra Solrød Strand har købt den tidligere tekniske skole
Hotel Garni på hjørnet af Skarridsgade/Sølystvej i Jyderup har fået ny ejer. Restauratør Christian Pedersen har solgt Garni til tømmerformand Verner Hybel har i 23 år været tømmerformand: -
Men jeg har altid haft lyst til at forsøge mig inden for restaurationsbranchen, og derfor købte jeg og min hustru, Birthe, hotel Garni. Foreløbig bliver vi boende i Solrød Strand. Jeg har i øjeblikket taget ferie, men ellers er det meningen, at min hustru skal varetage den daglige drift af Garni, fortæller Verner Hybel .
Hotel Garni blev oprindelig bygget som en teknisk skole, og dette fungerede den som i en lang årrække. Senere blev bygningen anvendt som vandrehjem, men det blev nedlagt, og Tornved kommune købte ejendommen. Et par år holdt Jyderup Ungdomsklub til i bygningen, men det var efterhånden blevet temmelig stærkt forfaldent, og kommunen ville ikke ofre de mange penge, en gennemgribende istandsættelse ville koste.
Derfor blev huset solgt til restauratør Christian Pedersen, der også har Jyderup kor, som i øjeblikket er lukket, Christian Pedersen satte hotel Garni i stand ved en større ombygning, og blandt andet indrettede han 11 værelser - en ting, som der er et enormt behov for i Jyderup efter nedlæggelsen af hotel Skarridsø.
- Vi har da også alle værelser udlejet, et stykke frem, oplyser Verner Hybel44
Garni

1977, Kalundborg Folkeblad 8. nov. 1977, side 6; Tekn. skole, nu hotel Garni
Hotel "Garni" i Jyderup, der er indrettet i den tidligere Tekniske skole45


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 22. marts 1958, side 3+4; Jyderups første malermester
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 4. mar. 1959, side 3+4; 60 år Bagermester Emil Nielsen
Kilde 3: Holbæk amts venstreblad den 15. oktober1951
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 4. okt. 1955, side 3; Hvem vil låne Lotterne et lokale
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 3. okt. 1952, side 4;
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 18. aug. 1954, side 4; Jyderup Handelsskole
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad, 16. sep. 1955, side 3; Teknisk skole, lærere fra Jyderup Realskole
Kilde 8: Kalundborg Folkeblad 6. marts 1956, side 3; 65 år
Kilde 9: Kalundborg Folkeblad 4. april 1967, side 3+4
Kilde 10: Kalundborg Folkeblad 17. okt. 1968, side 6; Ejner Folkmann død
Kilde 11: Kalundborg Folkeblad 14. februar 1964, side 3; 75 år snedkermester i Mørkøv
Kilde 12: Kalundborg Folkeblad 13. mar. 1956, side 3+4; En 40 års mærkedag i Jyderups historie
Kilde 13: Holbæk Amts Venstreblad 17. april 1952, side 4; Tilbygning til teknisk skole i gang snarest
Kilde 14: Kalundborg Folkeblad 28. aug. 1956, side 3; Regnskabskursus
Kilde 15: Kalundborg Folkeblad 17. nov. 1956, side 3+4; Ny kontakt - idé lanceres
Kilde 16: Kalundborg Folkeblad 19. okt. 1957, side 3+4; Jyderup Tekniske skole fylder 50 år
Kilde 17: Kalundborg Folkeblad 28. okt. 1957, side 3; Jyderup Teknisk Skoleforening opretter fond
Kilde 18: Kalundborg Folkeblad 3. jan. 1958, side 3; 65 år overlærer Schultz
Kilde 19: Kalundborg Folkeblad 12. marts 1958, side 4; Dødsfald murermester
Kilde 20: Kalundborg Folkeblad 9. januar 1959, side 3; Færre elever på Dagskolen
Kilde 21: Kalundborg Folkeblad 25. feb. 1959, side 3; "Nej" som skolekomedie
Kilde 22: Kalundborg Folkeblad 27. feb. 1959, side 3; Succes for "NEJ"
Kilde 23: Kalundborg Folkeblad feb. 1960; Elevfest
Kilde 24: Kalundborg Folkeblad 31. august 1960, side 3; Harry Gundersen form. Teknisk Skole
Kilde 25: Kalundborg Folkeblad 22. okt. 1962, side 3; Pedel på tekn. skole
Kilde 26: Kalundborg Folkeblad 21. marts 1961, side 4; 60 år
Kilde 27: Kalundborg Folkeblad 26. juli 1962, side 3; Vandrehjemmet lukket
Kilde 28: Kalundborg Folkeblad 2. juni 1964, side 3; Børnekonfektion startet på Teknisk Skole.
Kilde 29: Kalundborg Folkeblad 22. sep. 1965, side 3; Plan om køb af Teknisk skole til almene formål
Kilde 30: Kalundborg Folkeblad 20. nov. 1965, side 3; Fond for håndværkere fra salg af tekn. skole
Kilde 31: Kalundborg Folkeblad 26. nov. 1965, side 3; Tekn. skole rettelse
Kilde 321: Kalundborg Folkeblad 6. feb. 1970, side 6; Teknisk skole - rutebilstationen
Kilde 33: Kalundborg Folkeblad 19. nov. 1970, side 6; Ungdomsskole på teknisk skole
Kilde 34: Kalundborg Folkeblad 28. maj 1971, side 6; Jyderup Tekniske skole
Kilde 35: Kalundborg Folkeblad 29. maj 1971, side 6; Jyderup Tekniske skole II
Kilde 36: Kalundborg Folkeblad 10. nov. 1969, side 6; Jyderup Realskole tilbyder at købe Tekn. skole
Kilde 37: Kalundborg Folkeblad 10. nov. 1969, side 6; Jyderup Realskole tilbyder at købe Teknisk Skole
Kilde 38: Kalundborg Folkeblad 19. nov. 1969, side 6; Teknisk Skole solgt til Jyderup Realskole
Kilde 39: Kalundborg Folkeblad 29. april 1973, side 6; Teknisk skole i Jyderup istandsættes langs frem
Kilde 40: Kalundborg Folkeblad 4. apr. 1975, side 7; Tekn. skole sælges
Kilde 41: Kalundborg Folkeblad 1. nov. 1975, side 10; Hotel Garnie
Kilde 42: Kalundborg Folkeblad 13. maj 1976, side 7; Jyderup Kro
Kilde 43: Holbæk Amts Venstreblad 18. okt. 1977, side 10; Garni
Kilde 44: Holbæk Amts Venstreblad 6. nov. 1977, side 15; Hotel Garni solgt (Tekn. skole)
Kilde 45: Kalundborg Folkeblad 8. nov. 1977, side 6; Tekn. skole, nu hotel Garni
Noter:
a) Hr. W. Sommer Nielsen underviste på Jyderup Realskole i Naturhistorie, Gymnastik, Regning, Matematik 1952-53.
Jyderup Realskoles årsberetning maj 1953, Tryk.: Holbæk amts venstreblad
b) Der ses en Sten Thorsø 1966/67 i 1. Real.

Sidst opdateret 21. juni 2015
©Jyderup Realskole